Nyt spændende begreb!
Spillet er udviklet af bl.a. Lasse Boesen og henvender sig til børn i alle aldre, fra Oldie til U-6! Det kan spilles overalt, i skolegården i frikvatererne, på parkeringspladsen i frokostpausen ja kun fantasien sætter grænser. Et spil der er udviklet så alle kan deltage, uanset håndbold kunnen eller faglighed.
En fantastisk mulighed til en udendørs aktivitet på sommerens håndboldskoler. Da der ikke er nogen form for kropskontakt, kan det også erstatte den farlige "Gade fodbold" til by- og sportsfester.
Streethandball har sin egen hjemmeside
Læs meget mere på www.streethandball.org
Sagt om Street Handball
- Det er vigtigt for Dansk Håndbold Forbund, at møde børn og unge i øjenhøjde i det miljø og de omgivelser de foretrækker. Derfor er vi meget bevidste om ikke at begrænse sporten til en indendørsaktivitet på 20m x 40m. Vi har haft stor succes med totalhåndbold til de mindste grupper og ikke mindst strandhåndbolden har udviklet sig eksplosivt. Med streethåndbolden ser vi en helt unik mulighed for at håndbold kan spilles alle steder og på alle tider - eneste forudsætning er en bold og nogen at spille med. Den røde tråd er den gode oplevelse, selvstyre og fleksibilitet.
Morten Stig Christensen, generalsekretær og direktør i Dansk Håndbold Forbund.
- DHF ser 'Street Handball' som en fantastisk mulighed for at bringe håndboldspillet ud af de normale organiserede rammer. Spillet er let tilgængeligt og meget anvendeligt hvad enten man er nybegynder eller man har spillet håndbold i flere år. Både den nyudviklede bold og spilkonceptet som helhed, bliver et stort aktiv for dansk håndbold.
Søren Simonsen, udviklingschef i Dansk Håndbold Forbund.
- Da jeg fik en Street Handball i hånden, fik jeg følelsen af, at det var en bold, jeg ikke ville slippe igen. Den føles super god at "lege håndbold" med. Og er man lilleput eller landsholdspiller, så har man stadigvæk brug for at lege håndbold.
Josephine Touray, tidligere landsholdspiller på damelandsholdet (123 kampe og 383 mål).
- Vi er overbeviste om, at bolden og selve spilkonceptet vil blive rigtig godt modtaget uanset alder, køn og niveau. Når man først har haft bolden i sin hånd, så slipper man den jo ikke.
Søren Busk, salgsdirektør hos SELECT, der producerer Street Handball-bolden.
- Vi har udviklet en bold som gør, at alle kan være med uanset alder, køn eller motoriske evner. Derfor mener jeg, at Street Handball er en perfekt mulighed for at integrere håndbold i idrætstimerne.
Lasse Boesen, professionel håndboldspiller i SG Flensburg-Handewitt (123 kampe og 351 mål på herrelandsholdet). Har udviklet Street Handball sammen med Ole B. Andersen og Torben Sørensen.